I mange år blev psykologi i fodbold set som en luksus. I dag gør emnet sit indtog til at blive en nødvendighed, og i klubberne og hos DBU arbejdes der målrettet på at gøre mentaltræning til en ligeværdig del af elitesportens maskinrum.
For de unge spillere i AaB’s talentafdeling handler fodbold ikke kun om teknik, fysik og taktiske systemer. Det handler også om at håndtere modgang, forventningspres, kommunikation og de personlige udfordringer, der følger med hverdagen i et elitesportsmiljø.
Hver uge balancerer de mellem skole, træning og drømmen om at udvikle sig, ikke kun som fodboldspillere, men som mennesker. Og når presset stiger, er det ikke nok kun at have fysikken på sin side. Det kræver mental styrke at præstere, lære af fejl og fastholde motivationen.
Her spiller mentaltræning en afgørende rolle. Den hjælper spillerne med at finde balancen mellem ambitioner og trivsel, mellem frustration og handlekraft. Ikke som en nødløsning, men som en naturlig del af moderne talentudvikling.
Støtte, struktur og selvindsigt
Anne Møgelmose er mentaltræner for AaB’s U19-hold, og her har hun en rolle, der spænder bredt. Hun er samtalepartner, træningsobservatør, kreativ indpisker og hverdagsstøtte. Hendes mål er at omsætte mentale redskaber til konkret adfærd på banen og samtidig styrke spillernes mentale velbefindende.
“Mange undervurderer, hvad det mentale område er. Der er en ting, der hedder den fodboldmæssige kompetence, og der kan jeg ikke hjælpe dem overhovedet – jeg aner ikke en skid om fodbold. Jeg er her for at hjælpe dem og få dem til at lykkes med det, de gerne vil lykkes med,” siger hun.
Mentaltræningen handler ikke om at analysere følelser, men om at give spillerne redskaber til at identificere og håndtere de udfordringer, de selv oplever. Anne Møgelmose hjælper dem med at blive bevidste om, hvad der ligger inden for deres kontrol. Og med at handle derefter. “De fortæller mig jo selv svarene på, hvad der er galt, og det er oftest ting, der er inden for deres kontrol. Det kan jeg hjælpe dem med at forstå,” siger hun.
En vigtig del af hendes metode er at arbejde med psykologisk fleksibilitet – evnen til at rumme sine tanker og følelser, også under pres, og samtidig bevare fokus på det, man vil opnå. For unge spillere betyder det f.eks. at kunne håndtere frustrationer, nervøsitet og forventningspres uden at miste retning.
Men Annes arbejde i AaB er ikke blot samtaler på et kontor. Anne er også en aktiv del af træningsmiljøet, hvor hun observerer spillernes adfærd og hjælper med at gøre mentale færdigheder synlige og anvendelige i spillet. Et nøgleprincip i hendes tilgang er psykologisk fleksibilitet – evnen til at acceptere nervøsitet, frustration eller tvivl og samtidig fastholde handlinger, der peger mod ens mål.
Anne ser derfor sig selv som en aktiv del af det præstationsfremmende arbejde i klubben:
“Det er primært et præstationsfremmende fokus, jeg har. Jeg er en åbenlys del af det præstationsfremmende team,” lyder det fra mentaltræneren.
I AaB’s talentmiljø er mentaltræning i dag en fast del af hverdagen. Men det har ikke altid været sådan. Og heller ikke alle steder i klubben er det mentale område lige prioriteret.
Fokus på spillet frem for spilleren
Mens mentaltræning i dag er en fast del af hverdagen i AaB’s talentudvikling, var det langt fra tilfældet for bare et årti siden. Det har Rasmus Thellufsen mærket på eget sind. Han kom til klubben som U13-spiller og udviklede sig til en profil på både ungdomslandsholdene og i Superligaen, hvor han nåede over 75 førsteholdskampe for AaB.
Men selv med den succesfulde karriere i bagagen ser han tilbage på en ungdomstid, hvor det mentale var lavt prioriteret – og ofte misforstået.
“Vi havde godt nok en sportspsykolog, men det var først omkring U19, vi begyndte at have samtaler. Og ærligt talt, dengang tænkte jeg bare ‘Hvad fanden skal jeg bruge det til?’” fortæller han.
På det tidspunkt var der ifølge Thellufsen ikke den samme forståelse af, hvordan mentale faktorer påvirker præstationer. I miljøet handlede alt om resultater, spilletid og det næste skridt op ad rangstigen. Det skabte et miljø præget af indre og ydre pres – og meget lidt plads til refleksion.
“Fra du er 15 til 22 år, kan du rykke dig enormt meget mentalt. Men som ung er du tunnelsynet. Der handler det hele bare om fodbolden. Jeg havde ikke tålmodigheden, og jeg tror, jeg kunne have haft godt af at tale med nogen om netop det.”
Han beskriver, hvordan en dårlig start på en kamp kunne påvirke hele præstationen, og hvordan små forstyrrelser som status i hierarkiet, kommentarer fra holdkammerater, eller usikkerhed omkring egen rolle, hurtigt kunne sætte sig i hovedet.
“Starter du skidt, kan du nemt have en dårlig kamp hele vejen igennem. Og starter du godt, kan du få en magisk kamp. Det svinger vildt meget.”
Alligevel var det svært at tale åbent om mentale udfordringer, fortæller han. Der var en tavshedskultur – både i omklædningsrummet og i relationerne spillerne imellem. “Vi snakkede ikke rigtig om det mellem hinanden. Der var lidt berøringsangst. Man ville ikke tabe ansigt over for sine holdkammerater og konkurrenter.”, lyder det fra Rasmus Thellufsen.
Set i bakspejlet står det klart for ham, hvor stor en forskel mentaltræning kunne have gjort, hvis det havde været en fast og naturlig del af kulturen dengang.
Psykologiens indtog
I dag er den mentale del af spillet ikke længere et individuelt anliggende, men et område, der bygges op fra toppen. Og i kulissen står en af de centrale arkitekter, Carsten Hvid. Han er faglig leder for psykologi i DBU og lektor på Syddansk Universitet og har spillet en central rolle i arbejdet med at løfte sportspsykologien ind i fodboldens strukturer.
Allerede i 2008 blev der plantet frø til en større anerkendelse af det mentale område, da Team Danmark etablerede et sportspsykologisk team. I begyndelsen var fokus især rettet mod individuelle sportsgrene, og holdidræt som fodbold haltede bagefter. Først med Carsten Hvids ansættelse i DBU i 2013 begyndte området at blive systematiseret og målrettet for alvor.
Førhen var arbejdet med sportspsykologi præget af enkeltstående indsatser uden overordnet retning. Carsten Hvids mission blev at etablere en sammenhængende struktur og skabe et fælles fagsprog på tværs af landshold og klubber.
Samtidig har han været med til at påvirke indholdet i licenssystemets krav til klubberne. Hans rolle strækker sig således både ind i det daglige arbejde med landshold og konsulenter og ind i de strukturelle rammer, der definerer, hvad klubberne skal leve op til.
Ifølge Hvid har Danmark i dag en mere koordineret tilgang end mange andre lande.
“Fordi jeg også sidder i uddannelsessystemet og er med til at uddanne mange af dem, der arbejder ude i klubberne, har vi fået en mere ensrettet måde at gøre det på i Danmark. Vi er et lille land, og det giver mulighed for koordinering.”
Anerkendt men ikke altid prioriteret
Selvom mentaltræning i dag har fået en mere fast plads i mange klubber, er det endnu ikke anerkendt på lige fod med andre præstationsområder som fysisk træning og teknik. Det gælder også i AaB, hvor det mentale fylder meget i ungdomsafdelingen, men ikke nødvendigvis har samme tunge vægt som de andre fagområder.
Ifølge Carsten Hvid skyldes det i høj grad kultur og traditioner i fodboldverdenen. Mange steder anses det mentale stadig som en ‘blød’ disciplin, svær at måle og nem at nedprioritere. Især når økonomien er stram. Han peger på, at områder som fysiologi og fysisk træning ofte opleves som mere håndgribelige og målbare.
“Det er lidt mere ’soft science’ sammenlignet med fysisk træning, hvor du kan måle sprintafstand eller antal gentagelser. Psykologi er sværere at kvantificere, men ikke mindre vigtig,” forklarer han.
DBU arbejder i dag med at indføre et fælles psykologisk sprog i alle træneruddannelser. Men han erkender også, at det kan være svært at ændre vanetænkning i en sport, hvor fysik og teknik længe har været i fokus.
“Især lidt ældre mænd har det lidt svært med den del der,” siger han med et glimt i øjet og peger på, at forankringen af mentaltræning i klubkulturen ikke kun kræver strukturer, men også holdningsændringer.
Alligevel mener Carsten Hvid, at fraværet af mentaltræning kan mærkes – både på trivsel og præstationer. Over tid kan det give udslag i udbrændthed, lavere robusthed og manglende evne til at præstere under pres.
Han nævner FC Nordsjælland, der er anerkendt som et af Danmarks bedste talentafdelinger. Her er mentaltræningen i dag fuldt integreret i staben og ligestillet med de øvrige funktioner. Det står i kontrast til andre klubber, hvor indsatsen er mere løsrevet. Og i visse tilfælde helt fraværende. Ifølge Hvid er det ofte et spørgsmål om, hvor langt en klub er i sin forståelse og prioritering af feltet.
Anne Møgelmose mærker også en manglende anerkendelse. Hun oplever, at det kræver ekstra forklaring og overbevisning at vise, at mentaltræning ikke blot er en støttefunktion, men et konkret og målrettet udviklingsværktøj.
“Det mentale bliver stadig set som noget, man først griber til, når problemerne opstår. Men i virkeligheden bør det være en del af helheden fra starten,” siger hun.
Både Carsten Hvid og Anne Møgelmose er enige om, at mentaltræning i dag er mere end blot støtte. Det er en nødvendighed, hvis man vil skabe hele, robuste spillere fra ungdomsårene og frem.
Det koster at tænke mentalt, men det betaler sig
Trods udfordringerne med at få anerkendt det mentale aspekt på lige fod med andre mere fodboldfaglige instanser, er udviklingen i gang. Carsten Hvid ser en klar tendens til, at licenssystemet skubber klubberne i den rigtige retning. Når DBU stiller krav om, at klubberne skal opprioritere det mentale område, opstår et konkret incitament.
”Når vi stiller krav om, at der skal eleveres på ressourcer i forhold til stab, så bliver de tvunget til at gøre det. Og det løfter området over tid.”
Det betyder samtidig, at klubberne i stigende grad ansætter kvalificerede fagfolk frem for at overlade det mentale til personer uden reel psykologisk baggrund. Det løfter det faglige niveau og styrker det mentale felt i bredden, mener Hvid. ”De folk, man tilføjer, er ikke nogen tilfældige, som har et weekendkursus. Det er dem, der har noget uddannelse, og så løfter området sig jo over tid, når der bliver tilført flere ressourcer,” siger han og peger på, at klubberne sjældent har lyst til at blive bedømt negativt i licenssystemet – og derfor følger trop.
Men i sidste ende er det et spørgsmål om økonomi, og det kan ifølge Carsten Hvid sættes lidt på spidsen. ”Hvad prioriterer man? Skal jeg have en ekstra høj lønning til en spiller, eller skal jeg prioritere stabslønninger og kunne få to i staben i stedet for én?”
Han oplever dog, at de klubber, der vælger at investere, allerede høster frugterne.
Flere steder er der nu organiseret mentale indsatser fra ungdoms- til seniorniveau, både på herre- og kvindesiden, og mange steder er det ikke længere enkeltpersoner, men hele stabsfunktioner, der løfter indsatsen. ”Med de folk og klubber der virkelig investerer i det, så er det virkelig blevet godt, også internationalt” siger han.
Der er stadig et stykke vej, og ikke alle klubber har lige mange ressourcer eller lige stort engagement i det mentale område. Men udviklingen går i retning af mere professionalisering, mere struktur. Og en stadig stærkere placering af det mentale som en integreret del af elitesporten.
