Der er rifter om de yngste fodboldspillere. De danske Superliga klubber jagter alle sammen det samme, når det handler talenter. De jagter ham, som kan vinde et mesterskab eller blive solgt for et millionbeløb. Men processen i at finde det alt overskyggende talent er lang, og så er den heller ikke uden konkurrence.
I den nordlige del af Storkøbenhavn ligger Lyngby, en by, der for mange er synonym med Danmarks Tekniske Universitet og de tusindvis af studerende, der dagligt fylder gaderne. Men Lyngby er også en fodboldby. Det mærker man hurtigt, når man bevæger sig gennem centrum. Her er træningsdragter med Lyngby Boldklubs blå farver nærmest fast inventar i gadebilledet.
Tæt på byens hjerte ligger Lyngby Stadion. For enden af den ene tribune rejser der sig en lav, kantet bygning i to etager. Den ligner ikke umiddelbart noget, der huser en Superligaklub. Malingen flager fra facaden som bark på et gammelt træ, og parkeringspladsen foran har kun plads til en håndfuld biler.
Der ikke langt fra førsteholdets profiler til U14-trænerne og de øvrige ansatte. Bogstaveligt talt. Alle holder til i den samme bygning, hvor kontorerne ligger på første sal, og omklædningsrum og træningslokaler gemmer sig i kælderen. Der er ingen glasdøre, der skiller, ingen lange gange, der distancerer.
Når du træder ind ad døren første gang, bliver du mødt af varme nik og high-fives, som var du trådt ind i din lokale fodboldklub. Det er en klub, hvor man hilser på hinanden – også selvom man ikke ved, hvem hinanden er endnu. Her er hierarkierne ikkeeksisterende og kulturen næstekærlig. Det er netop i denne atmosfære, at Lyngby forsøger at udvikle sine spillere – som fodboldspillere, ja, men i lige så høj grad som mennesker.
Èn af nøglepersonerne i arbejdet med at udvikle de næste store talenter er den 43-årige chefscout, Morten Nagel, for det er ham, som skal finde dem.
Dedikationen
Vi møder Morten Nagel på hans kontor i hjørnet af stadionbygningen. Et åbent kontor, som rummer flere kollegaer. Vægge og skriveborde er fyldt med papirer, mens de fleste computerskærme også er klistret til med post-its. Der er mange idéer, som alle skal følges op på.
Morten Nagel forklarer, hvordan hans arbejdsdag normalt forløber, og man fornemmer hurtigt, at jobbet som chefscout er meget mere end blot et arbejde.
Èn kollega afbryder Morten Nagel, alt imens én af hans historier er kørt ud af en tangent.
“Når Morten går i gang med at snakke fodbold, så stopper han ikke af sig selv”, lyder det med et smil fra kollegaen, der stikker hovedet frem bag en af skærmene på kontoret. Morten selv griner kækt og nikker genkendende:
”Jeg skal nok prøve at holde mig i ro”, siger han, selvom det er tydeligt, at passionen buldrer lige under overfladen. Og han prøver virkelig, men du kan næsten mærke iveren efter at fortælle endnu mere om fodbold, scouting og talentarbejde.
Hans telefon vibrerer med få minutters mellemrum, en støt rytme af alarmer, der minder ham om små ting, han ellers ville glemme. ”Ellers stikker det helt af”, bemærker han og skæver til mobilen, hvor panserglasset er flækket på midten.
Jagten på en topspiller
Der er relativt strenge krav for, hvornår klubber må henvende sig til ungdomsspillere. I DBU’s licensmanual fremgår det, at man af hensyn til den enkelte klubs planlægning ikke må tage kontakt til en spiller med henblik på klubskifte inden spillerens aldersmæssige overgang til U13-fodbold.
Det betyder også, at arbejdet med at identificere talenter begynder en del år tidligere. Faktisk er de fleste klubber allerede i gang med at scoute og har øje spillerne, når de spiller U10, hvis ikke tidligere.
Lyngby er et rekrutteringsteam på 14 mand, hvor Morten Nagel er fuldtidsansat, mens de andre enten er på deltid eller frivillige. Og hele formålet med at bygge et så stort et team handler om at få set så mange kampe, som det overhovedet er muligt. Og målet er ganske simpelt.
“Vi skal ud og rekruttere topspillere, subtopspillere, kvalitetsspillere. Altså spillere som løfter niveauet. Én topspiller er en spiller, som vil ligge på et niveau, hvor det er lige meget, hvilken klub han ringer til, så siger de bare. Yes, kom ind, kom ind, kom ind”, siger Morten Nagel.
Det store spørgsmål er så, hvordan man finder en topspiller? For som Morten Nagel fortæller, så er der ingen, der kan vide om spillere, der brillerer i U-rækkerne, også bliver dem, som gør det i seniorfodbold. Og Morten Nagel understreger, at det nøjagtigt er derfor, at man også bliver nødt til at være grundig i sit arbejde, når man skal rekruttere de yngste spillere.
Derfor har Lyngby udviklet deres egen database, hvor de kan lave spillerprofiler af alle de spillere, som de har set. Her bliver de først og fremmest inddelt efter klub og årgang, men de bliver også vurderet på deres færdigheder.
“Jeg vil skyde på, at vi har omkring 250 spillere fra hver årgang i vores system. Og det er spillere, som vi har set, hvor vi efterfølgende har givet dem nogle ratings ud fra spidskompetencer på tekniske færdigheder, basisfærdigheder, men også deres afgørende svagheder”, fortæller Morten Nagel.
Mere end mavefornemmelser
Scoutingarbejdet har ændret sig markant de seneste år. Hvor det tidligere i højere grad var baseret på tilfældigheder og personlige netværk, er det i dag blevet et struktureret og målrettet arbejde, som i klubber som Lyngby nærmer sig det videnskabelige.
Det handler ikke længere kun om at tage ud og “spotte” en spiller med flair – men om at forstå kontekst, træningsmængde, udviklingspotentiale og sociale rammer.
Morten Nagel husker selv, hvordan det så ud, da han begyndte:
“Dengang handlede det ofte om, hvem man kendte i de små klubber, og om man havde tid til at tage ud og se en kamp. I dag har vi en hel struktur med regionale scouts, databaser og individuelle udviklingsplaner. Vi prøver at være på forkant – og det kræver et helt andet setup”, fortæller han.
I Lyngby arbejder de systematisk med både live-scouting, videoanalyse og opfølgende samtaler med både spillere, forældre og tidligere trænere. Det er blevet nødvendigt, fordi konkurrencen om de største talenter er benhård – og klubberne har ikke råd til at tage fejl. Hver eneste rekruttering er en potentiel investering.
“Scouting er ikke længere bare mavefornemmelse, det er en profession. Det er mit job at vide, hvad en 12-årig i Ballerup laver, og om han har niveau til om fem år at være i vores system”, siger Morten Nagel.
Et vigtigt samarbejde
Et vigtigt ben i Lyngby Boldklubs talentstrategi er samarbejdet med omkringliggende klubber – og ikke mindst DBU’s træningstilbud ATK+, som står for Aldersrelateret Træningskoncept. Her får nogle af de mest lovende spillere fra mindre klubber mulighed for at træne ekstra én gang om ugen uden nødvendigvis at forlade deres vante miljø.
“Vi bruger ATK+ som et værktøj i forhold til at lære drengene at kende. Vi træner med dem derude i to-tre år – fra U10 til U12 – og det gør, at vi kender deres læringsstil, deres personlighed og deres udviklingskurve langt bedre”, fortæller Morten Nagel.
Netop det tætte kendskab er afgørende, når klubben senere skal vurdere, om en spiller skal tilbydes en plads i Lyngby. Ved at være til stede gennem ATK+-træningerne får klubben ikke bare indblik i spillerens tekniske niveau, men også i mentalitet, træningsvilje og sociale kompetencer.
For at kunne indstille spillere til ATK+ skal klubben have et samarbejde med Lyngby, en ordning, der både stiller krav og skaber værdi.
Den hårde konkurrence
Det kan måske lyde ganske simpelt at finde det næste talent, men det er det langt fra. Lyngby lægger ikke skjul på, at konkurrencen om at få de absolut bedste spillere ind er hård.
For selvom Lyngby igennem tiden har udviklet spillere som Morten Hjulmand, Yousef Poulsen og Christian Nørgaard, befinder de sig geografisk i et område, hvor nogle af dansk fodbold største klubber også holder til.
Lyngby kæmper nemlig mod FC Nordsjælland, FC København og Brøndby, en kamp som de umuligt kan målt på økonomi, faciliteter og størrelse.
“Vi kan ikke vinde over de tre andre i åben krig. Det kan vi bare ikke. Derfor bliver vi nødt til at skille os ud på andre parametre, men også tænke lidt mere kreativt, når vi udvælger spillerne”, fortæller Morten Nagel.
Der er nemlig et stort fokus på spillernes fysik, og der kan selvsagt være stor forskel på en dreng født i første kvartal kontra en født i det sidste. De mindste spillere bliver altså ofte sorteret fra, men i Lyngby tør de godt tage chancen.
“Vi har nogle spillere løbende rundt, som når jeg kigger på dem, tænker, at dem der har det største potentiale, og de er ikke nødvendigvis særlig store. Og det er egentlig fint, fordi det gør det svært for de andre at rekruttere dem, fordi hvilken rolle skal de kunne give dem? Men når de vokser, så bliver de rigtig gode. Det er vores vej, tror jeg”, siger Morten Nagel.
Men arbejdet som scout handler ikke kun om at kunne spotte talenterne, det handler også om at kunne se mennesket bag fodbold. For selvom man i Lyngby altid stræber efter at udvikle topspillere, er man ikke bange for at tage spillere ind, som måske har brug for et ekstra skub i den rigtige retning.
“Der er nogle spillere, som er enormt umodne. Så har de ikke et særligt sort potentiale, hvor jeg ser det omvendt. Hvis du er umoden tidligt, men er en pisse dygtig fodboldspiller og kan se spillet, så bliver du jo mere moden på et tidspunkt. Og det kan løfte potentialet i min verden”, afslutter han.
Måske løber der en landsholdsspiller
Det er søndag formiddag i maj. Foråret har for længst gjort sit indtog, men denne dag er vejret gråt og ustadigt. Et fint lag støvregn driver hen over Gentofte Stadion, og vinden sniger sig ind under jakkerne. Under halvtaget på tribunen står Morten Nagel fra Lyngby Boldklub og småsnakker med en mand. Først senere afslører Nagel, at det er faren til en spiller, han har et godt øje til. For relationerne uden for banen er mindst lige så vigtige som spillet på den.
Nede på kunstgræsbanen er det svært at mærke, at det bare er en træningskamp for U12-holdene fra Gentofte Fodbold Akademi og Lyngby. Spillerne varmer op med en ildhu og disciplin, som var det Superliga. Der bliver ikke sprunget over hvor gærdet er lavest, hver boldberøring, hver sprint, hver aflevering sidder, som den skal.
Få minutter inden kampen fløjtes op, sætter Morten Nagel sig til rette på tribunen. Med ham er to kollegaer fra Lyngby – en scout og en ungdomstræner. Forberedelserne til næste sæson er ved at nå sit klimaks, for spillerne, som løber rundt på kunstgræsset, har lige nøjagtigt rundet den alder, hvor det er tilladt for klubber at henvende sig.
“Jeg har allerede henvendt mig på fem af de spillere, der løber rundt dernede”, siger Morten Nagel og nikker ud mod banen. Men det har de andre københavnerklubber altså også.
Under kampen vibrerer alarmerne på Morten Nagels telefon – Nogle stopper han prompte, mens andre får lov at ringe i flere minutter, fordi han holder intenst øje med spillet og kommenterer løbende:
“Han er sindssygt hurtig, ham dér”, siger han lavmælt og peger diskret. “Altså, virkelig eksplosiv på de første meter.”
Et øjeblik senere læner han sig frem og prikker kollegaen på skulderen. “Ham der kunne være en sjov case… har I set, hvordan han scanner spillet, før han modtager den?”
“Burde vi prøve at henvende os på ham allerede nu?”, spørger han og trækker hætten lidt længere op om ørerne.
Det bemærkelsesværdige er, hvor godt de kender spillerne. Det er langt fra første gang, de ser dem i aktion. Og selvom Lyngbys egne drenge naturligvis også følges tæt, er det i høj grad spillerne fra GFA, som Morten Nagel konsekvent omtaler Gentofte Fodbold Akademi, der trækker blikket.
“Jeg tror ikke på, at der findes et bedre ungdomshold i Danmark end GFA, så det er klart, at de store klubber har skarpt øje på deres spillere”, siger han.
Og GFA adskiller sig da også markant fra den traditionelle klubstruktur i dansk fodbold. Klubben er ikke en del af DBU og deltager derfor heller ikke i de officielle turneringer. I stedet fokuserer man på træningskampe og internationale stævner, hvor det individuelle udviklingsfokus er i centrum.
Klubben drives som en privat organisation med egne trænere, faciliteter og programmer, målrettet spillere fra seks til fjorten år. Målet er at udvikle den enkelte spiller frem for at skabe et vindende hold, og flere af akademiets spillere ender da også med at skifte til licensklubber som Lyngby, FC København eller FC Nordsjælland, når de når alderen, hvor DBU’s talentstruktur for alvor træder i kraft.
Relationer og forældre
For Morten Nagel er jobbet som chefscout i Lyngby Boldklub meget mere end at spotte talent på grønsværen. Det handler i lige så høj grad om tillid – og den skal bygges med forældrene.
“Samtalen med forældrene kan være vigtigere end den med spilleren. Det er jo os, de skal overlade deres barn til. Det handler ikke kun om fodbold – de skal kunne stole på os”, siger han.
Derfor er rekrutteringsprocessen ofte langstrakt. Det handler ikke kun om at finde de dygtigste spillere, men om at sikre, at familien er med hele vejen. Forventningsafstemning, tryghed og relationer er nøgleord, når Nagel og hans kolleger banker på døren.
Lyngby adskiller sig også fra mange andre eliteklubber, når det gælder hverdagen for de unge spillere. I stedet for at kræve, at spillerne skifter skole for at gå i en Team Danmark-klasse med morgentræning fra 7. klasse, gør Lyngby det anderledes.
I Lyngby har de kun morgentræning for U17 og U19, og der er heller ikke krav om, hvilket gymnasium spillerne skal vælge. I stedet laver klubben stedet individuelle aftaler med skolerne, så det passer ind i deres hverdag. Én model koster potentielt nogle af de mest målrettede talenter, erkender han.
“Vi taber dem, hvor det er – fuck skolen, han skal bare være fodboldspiller – Men vi tror på, at det også udvikler spillere, når de leger med vennerne i skolegården og har tid til at være børn”, fortæller Morten Nagel.
I en fodboldverden, hvor kravene bliver stadig større, har Lyngby valgt en anden vej – med plads til det hele menneske. Og det tiltrækker en bestemt type familier.
“Vi får ofte de spillere, hvor forældrene ikke har tunnelsyn. De vil gerne have, at deres barn har det godt, mens han spiller fodbold”, Afslutter Nagel.
