Med licensmanualen som rettesnor stiller DBU benhårde krav til klubbernes talentudvikling – og belønner dem med penge, prestige og plads i fodboldens fineste ungdomsrækker.
På en våd kunstgræsbane et sted i Danmark suser en ung kantspiller rundt med fart i benene og fremtidsdrømme i blikket. Han har netop afsluttet dagens træningspas i sin klubs ungdomsafdeling – en hverdag, der i stigende grad spejler forholdene på seniorrækkens førstehold.
Han har sit eget faste omklædningsrum med sit U17-hold, en fysisk træner tilknyttet på fuld tid og en mentaltræner, der hjælper med at styrke det mentale overskud. Cheftræneren er ligeledes fuldtidsansat og har en UEFA A-licens – en af de højeste træneruddannelser i Europa.
Omgivelserne er langt fra tilfældigt. Bag træningen, planlægningen og strukturen ligger en grundplan, som få uden for klubmiljøerne kender til: DBU’s licensmanual.
Licenssystemet blev født af behovet for forandring
Da DBU i 2008 for første gang indførte licenssystemet, skete det som led i et større opgør med den hidtidige måde at organisere talentudviklingen på i Danmark. Før da lå ansvaret for spillerudvikling op til U17 hos de regionale lokalunioner – Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm, Falster og København – som hver især drev såkaldte unionshold.
Men det var en struktur, der haltede, fortæller Kim Hallberg, der i dag er sportschef i DBU og var med fra begyndelsen som administrativ projektleder for det nye talentudviklingsprojekt.
“Det var lidt utopi at tro, at der var lige så mange talenter på Bornholm som i Jylland,” siger han. “Der var behov for en mere centraliseret tankegang, hvor vi samlede de største talenter – ikke bare de største regionale talenter.”
Det blev startskuddet til både en national talentstrategi og det første licenssystem, der skulle certificere klubbernes talentmiljøer og motivere dem til at investere i langsigtet udvikling. Og her stod Kim Hallberg i spidsen for projektet
“Sammen med en arbejdsgruppe udformede vi den første licensmanual. Den blev godkendt i marts 2008, og derefter gik ansøgningsprocessen i gang. I sommeren 2008 startede de første licensklubber så op.”
Bag initiativet lå også en erkendelse af, at dansk fodbold havde tabt terræn internationalt. Og det startede med udgangspunkt i A-landsholdets præstationer – eller mangel på samme i midten af 00’erne.
“Vi misser EM og VM i 2004 og 2006. Det gør ondt – både på DBU’s økonomi og selvforståelsen. Vi kunne se, at vores ungdomslandshold havde svært ved at dominere, selv mod mindre nationer.” Det blev begyndelsen på et skifte i hele tankegangen omkring ungdomsfodbold og dermed startskuddet til en ny æra i dansk talentudvikling.
“Vi begyndte at sige til klubberne: ‘Vi er næsten ligeglade med, om I vinder jeres kampe.’ Men vi er ikke ligeglade med, om I uddanner jeres trænere, har ordentlige faciliteter og prioriterer sundhed og udvikling.”
Over en årrække lykkedes det at rykke fokus væk fra kortsigtet præstation og hen mod et mere langsigtet og spillerfokuseret mindset – med licensmanualen som det centrale styringsværktøj.
Licensmanualen er altså ikke bare et regelsæt – det er et strategisk redskab, der former dansk talentudvikling fra bund til top. Og for at forstå mekanismerne ude i de danske klubber, må man også forstå manualen. Med den i hånden forsøger DBU nemlig at hæve kvaliteten i børne- og ungdomsfodbolden, skabe bedre miljøer for spillere og trænere og sikre, at flere talenter får forudsætningerne for at nå til tops. Alt sammen i en balance mellem lokale rødder, nationale ambitioner og internationale krav.
”Vi har fået en helt anden kontinuitet i vores overgange. Det kan godt være, at vi stadigvæk har nogle overgange, hvor der er 3-4 stykker, der virkelig popper op og ser ud til at blive internationale spillere, men den næste overgang er sjældent fuldstændig til rotterne.”
”Det er for mig at se det, vi kan måle udviklingen på.”, lyder det fra sportschefen.
I 2023 blev manualen revideret, og versionen for 2024–2026 markerer et nyt skridt i dansk fodbold. Den lover større fleksibilitet, mere vidensdeling og skarpere krav – fra keepertræning til fysiske tests og trænerlicenser. Men hvad er det egentlig, DBU vil med manualen? Hvilke værdier og visioner ligger bag? Og hvordan hænger det hele sammen med ungdomsmiljøer, samarbejdsklubber og det uundgåelige spørgsmål: Hvad er et godt talentmiljø i 2020’ernes Danmark?
DBU belønner kvalitet med kroner og konkurrence
DBU’s licenssystem er af en kompleks størrelse. Den seneste udgave af manualen, udstedt i maj 2024 og gældende frem til 2026, fylder 136 sider spækket med krav, retningslinjer og forventninger. Alt sammen med ét mål for øje – at løfte kvaliteten i dansk ungdomsfodbold.
For at gøre manualens mange krav operationelle, er der opstillet et pointsystem. Det fungerer som en form for ‘elitefodboldens karakterskala’, hvor klubberne tildeles mellem én og fem stjerner afhængigt af niveauet i deres talentudvikling. Jo flere stjerner – jo højere ambitionsniveau, struktur og kvalitet.
Men hvorfor overhovedet leve op til kravene og jagte opstillede stjerner ud fra DBU’s ønsker?
En af gulerødderne ved at leve op til DBU’s licenskrav er den økonomiske gevinst. Jo højere en klub placerer sig i systemet, jo større bid af kagen kan den forvente at få.
DBU fordeler et samlet økonomisk tilskud på 12,4 millioner kroner mellem licensklubberne.
Pengene fordeles ud fra flere parametre – først og fremmest stjerneniveauet, men også klubbens produktivitetstal, altså hvor mange spillere klubben udvikler til elitefodbold og ungdomslandshold.
Derudover belønnes klubber, der opfylder bestemte kvalitative krav, og der findes også puljer målrettet f.eks. analysearbejde, fysiske testmiljøer og internationale studieture.
Kort sagt: Jo mere ambitiøst, struktureret og dokumenteret klubben arbejder med talentudvikling – jo flere penge kan der følge med udelukkende fra DBU.
Men det er ikke kun økonomien, der gør det attraktivt at ligge højt i DBU’s licenssystem. For selvom tilskuddene i sig selv er værdifulde, følger der også en anden, og måske endnu vigtigere, gevinst med – adgang til det højeste konkurrenceniveau i dansk ungdomsfodbold.
De 14 bedst rangerede klubber i DBU’s vurdering får automatisk en plads i Liga-rækken – den øverste række for U15, U17 og U19. Her møder de bedste spillere og klubber fra hele landet, uge efter uge, hvor der til slut på sæsonen kåres en ”Danmarksmester” for den pågældende årgang.
Det er med til at forstærke incitamentet for klubberne til at udvikle et ungdomssystem i absolut topklasse. For med en plads i Ligaen får spillerne ikke bare bedre modstand – de bliver en del af et miljø, der fra U15 og op er præget af høj intensitet, struktur og eliteforberedelse.
I følge Kim Hallberg har licenssystemet også været med til at ændre klubbernes egen forståelse af talentudvikling – særligt efter 2018, hvor strategibegrebet blev opprioriteret:
“I 2018 fik vi den her del ind, der hed strategi, og det klubberne blev målt på, var, om de var i stand til at integrere den i hele klubbens strategi. Altså ikke bare i talentafdelingen, men i forretningsmodellen, i bestyrelsen, hos dem, der træffer de store beslutninger,” siger Hallberg og afrunder.
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at det flyttede os til næste niveau. “Talentudvikling blev en øjenåbner og en forretningsmodel for de store klubber.”, lyder det fra Kim Hallberg.
Licenssystemets grundsøjler: Otte hovedområder
DBU’s licensmanual bygger på otte centrale hovedområder, som tilsammen udgør rygraden i hele vurderingen af klubberne. Hvert område dækker over en række krav og kvalitetskriterier, der tilsammen skal sikre, at klubberne arbejder helhedsorienteret med talentudvikling – både på og uden for banen.
Stjernesystemet: Hierarkiet i dansk talentudvikling
Hjertet i DBU’s licenssystem er stjernesystemet – en skala fra én til fem stjerner, der placerer klubberne ud fra deres samlede niveau inden for talentudvikling. Systemet er både et redskab til evaluering og et signal om kvalitet: Jo flere stjerner, desto stærkere er klubbens struktur, faciliteter, trænerstab og talentarbejde.
Stjernetildelingen baserer sig på to typer vurderinger. For det første skal klubben opfylde en række objektive minimumskrav, f.eks. omkring trænerlicenser, fysiske tests og organisatorisk struktur. For det andet skal klubben opnå en kvalitativ score, som fastsættes af DBU’s auditører efter klubbesøg. Her vurderes bl.a. træningsmiljøet, pædagogikken og den strategiske sammenhæng i arbejdet.
Systemet er kumulativt, hvilket betyder, at en klub ikke kan springe trin over – vil man have tre stjerner, skal kravene til både én og to stjerner også være opfyldt. En ny licensklub kan dog maksimalt tildeles 1,5 stjerne i sin første periode, uanset kvaliteten af materialet.
Ifølge Kim Hallberg har netop stjernelogikken haft en underliggende effekt i mange klubber – især dem, der ikke spiller med helt i toppen.
“Det har været en af de gode psykologiske ting i det her med hierarkiet. Selvom man måske ikke kan bevæge sig op og spille liga, kan man stadig stræbe efter at blive et nummer bedre på ranglisten, eller få en højere score i organisering osv.”, siger Kim Hallberg.
Men han peger også på, at systemets fastlåste struktur kan risikere at virke hæmmende, hvis det ikke bliver justeret over tid: “Vi er et sted, hvor der ikke er blevet skiftet ud. Det har kun en vis tid, at det kan lade sig gøre, fordi så er det, at man siger, at vi måske ikke behøver at bruge de ressourcer.”
Hallberg understreger, at motivation og mening er centrale for, at klubber – både store og små – bliver ved med at investere i talentudvikling:
“Det handler om hele tiden, med sådan et system, at klubberne er motiverede og kan se en idé med at investere i talentudviklingen.”
Han anerkender samtidig, at incitamenterne er forskellige alt efter klubbens størrelse og økonomiske perspektiv.“Jo længere vi kommer ned, jo mindre er incitamentet til at udvikle spillere, fordi man kan ikke sælge dem for 30 millioner kroner. Men de kan udvikle nogle spillere til deres eget førstehold.”
Derfor, påpeger han, er det nødvendigt løbende at justere både turneringsstruktur og belønningsmekanismer, så alle klubber, uanset niveau, fortsat oplever mening i at prioritere talentarbejdet.
Sådan fordeler klubberne sig ud fra 2024-2026-licensmanualen
For perioden 2024-2026 har DBU tildelt stjerner til i alt 46 klubber rundt om i landet. Nedenfor ses de 17 højest rangerede klubber, hvoraf de 14 øverste deltager i U17- og U19-ligaen.
